Har taget stilling - Har du?

I dag kom vores nye sygesikringskort, så nu er vores navneændringer officielle, det er lidt en speciel følelse, men en dejlig følelse.
Sammen med de nye sygesikringskort lå der et donorkort og af en eller anden grund har vi bare aldrig rigtig fået sat det der kryds.
Nu har vi sat det, begge to, vi har her til aften givet fuld tilladelse til, at vores organer kan gives væk når vi ikke længere selv skal bruge dem.
Ved et lidt sjovt tilfælde kom jeg til at se noget af Qtv (en udsendelse fra Kanal 4), hvor der netop var fokus på organdonation.
Jeg er glad for min beslutning, og for Mortens, og jeg synes det er helt enormt vigtigt at man husker at tage stilling til om man vil være organdonor.

Hvis du ikke allerede har taget din beslutning, så stil lige dig selv det her spørgsmål:

Hvis du en dag bliver så syg, så du har brug for et nyt organ for at overleve, ville du så tage i mod det?

Bryllup, nygift og navneforvirring

Endelig kom dagen vi har ventet på, det blev d. 12. september og vi havde en helt vidunderlig dag fyldt med kærlighed, glade mennesker og dejlige minder (billederne følger senere).
Jeg kunne skrive i timevis om vores bryllupsdag og alligevel ville de, som ikke var til stede, slet ikke kunne få et dækkende indtryk af hvordan det var. Det kan slet ikke beskrives med ord.

Her, 2 dage efter brylluppet begynder vi ligeså langsomt at vågne fra drømmen, det var jo rigtig nok, det skete virkelig. Det kan være svært at forstå til tider, så går vi ud i udestuen og kigger på alle vores gaver, de står der, som tydelige beviser på at det ikke bare var en dejlig drøm.
Vi holder fri i dag, begge to. Vi har sovet længe og vi har været i Inspiration og bruge gavekort - en saftcentrifuge er det blevet til, så nu er der hjemmelavet æblemost i køleskabet, Uhm! Vi har nydt hinanden og stilheden.

Her til morgen skulle Morten ringe til et firma i Tilst, de tørrer og presser blomster, og min brudebuket skal tørres. Han præsenterede sig (som sædvanlig) således: "Du taler med Morten Daugaard." Det er jo heller ikke helt forkert, for han hedder stadig Daugaard, det gør vi begge to nu, men vi hedder også begge to Steensen. Det kræver lige lidt tilvænning, sådan at have fået nye navne. Der er også en masse praktiske ting der skal huskes, vi skal have nye kørekort, nye pas, nye dankort og nye sygesikringskort.

Måske burde denne blog også skifte navn?! Jeg hedder ikke længere Quistgaard, men alligevel så kan jeg ikke helt skille mig af med det navn, det betyder stadig meget for mig.
Navnet stammer fra min farmors far, da min farmor blev døbt blev hun døbt Rigmor Stentoft Qvistgaard, da hun så blev gift med min farfar kom hun til at hedde Stentoft Steensen, men min far og alle hans brødre blev døbt Quistgaard Steensen, som også er det jeg har heddet indtil nu.
Derfor har jeg også besluttet, at lade bloggen beholde sit navn.

Når en dør lukkes ...

I dag lukkede vi døren til lejligheden i Odense. Det har vi gjort mange gange før, men så har vi altid haft vores nøgler med os. Nu har vi ikke længere nøgler til lejligheden. De er afleveret, lejligheden er ikke længere vores.
Det er en meget speciel følelse, sådan at aflevere nøglerne til sit gamle liv. For det er jo det vi har gjort.

Vi flyttede sammen for første gang i Odense, vi har oplevet store glæder og store sorger i Odense, jeg er startet på min uddannelse i Odense, Morten er blevet færdig med sin uddannelse i Odense. Mens vi har boet i Odense har Morten været i praktik i Struer i 6 mdr, det betød at han kun var hjemme i weekenderne.

Nu står vi overfor en ny dør der skal åbnes, et nyt kapitel i vores liv skal til at begynde. Vi er blevet voksne (i hvert fald på papiret), har lånt en masse penge i banken og har købt hus og kummefryser, vi skal giftes lige om lidt. Vi har egen bil og hund.

Vi er glade for de beslutninger vi har taget. Vi glæder os helt enormt meget, til huset er indflytningsklart (1. okt senest) og vi nyder virkelig at have fået Obelix som 3. familiemedlem. Han er hundehvalp med stort H og han elsker at tumle og være fræk, men ligeså vild og ustyrlig som han kan være ligeså nuttet og putteglad er han heldigvis også.

Han er allerede dobbelt så stor som da vi fik ham for en måned siden og han har det lækreste strithår på hovedet. En rigtig bandit at se på!

Nu med baby :)

Den 11. Juli blev vi forældre til en 8 uger gammel hundehvalp, Obelix, han er Newfoundlænder og når han er voksen vil han ca. være 80 cm høj og veje 80 kg.

Lige nu er han en lille uldtot på 9 kg. Han er en charmetrold uden lige og han ved lige hvad han skal gøre for at få os til at smelte.
Han elsker at lege, helst lidt voldsomt og det er sjovt at bide i alt hvad han kan få fat i. Men han elsker også at putte og han er allerede blevet rigtig god til at sige til når han vil ud og tisse og han kan også lystre sit navn (når han gider) ;)

Om 4 uger begynder han til hvalpetræning sammen med mig, det glæder vi os til.

Han elsker at ligge i haven, faktisk vil han aller helst være der ude, så nu har vi hegnet det hele ind, så kan han gå ud og ind som det passer ham.

Det er tydeligt, at han føler sig mere og mere hjemme, så vi ser mere og mere til banditten i ham. Heldigvis er han også dejlig nem at have med at gøre.

Igår var han ved stranden for første gang, det synes han var rigtig sjovt.
Man blir' træt af at være hundehvalp og han er heldigvis rigtig god til at sove om natten også.

Sommerferie

I dag har jeg fået sommerferie. Jeg afsluttede dette semester med en eksamen i Fysioterapiteori og metode. Jeg fik 12 og enormt meget ros, så jeg er helt rundtosset stadigvæk. Men glad og stolt :)

Ferien i år byder på mange spændende oplevelser. På næste onsdag har jeg fødselsdag og det fejre vi sammen med Bruce Springsteen onsdag aften. Det blir spændende!
Lørdag d. 11. flytter vi fra Odense og til Christiansfeld hvor vi skal bo i sommerhus indtil huset i Egtved er klar til at flytte ind i. Det bliver rigtig dejligt at have en have man kan nyde sommeren i, det glæder jeg mig til.

Vi får også brug for haven for d. 11. juli bliver vi en hundehvalp rigere (se billedet) Vi glæder os simpelthen så meget til at få lille Obelix (fordi han blir stor og godmodig) hjem til os.
Obelix er en Newfoundlænder og han har simpelthen det skønneste temprament. Det var kærlighed ved første blik!

Hello my friend we meet again ...

Nogen ved det, andre har måske haft det på fornemmelsen, men i løbet af de sidste par måneder har jeg bare været enormt stresset, ked af det, presset, vred, syg, træt, sur og gal og der har været mange forskellige grunde til det.

Hovedårsagerne har nok været at jeg har haft problemer med, at gennemskue hvad jeg har gjort/eller ikke gjort siden jeg i den grad skulle igennem en svær tid.
Den ene ting efter den anden har påvirket mig, en elsket farmor der døde, et kæledyr der gjorde det samme, en balancevirus der satte mig totalt ud af spil og en masse stress omkring eksamenstid og andre ting. Jeg ville jo mene, at eksamen er rigeligt stressende i sig selv.
Jeg tror ikke jeg på noget tidspunkt har følt mig helt forladt, eller svigtet af ham der styrer disse ting, men jeg har stadig været sur på ham, for hvorfor skal det hele altid ramle sammen? Og hvorfor sker det altid, lige som jeg synes at alting er virkelig fedt? Og tør man overhovedet glæde sig over noget igen? Hvad koster det næste gang?

Og så er det jo, at jeg må indrømme, at jeg stillede ham vores kære Gud et ultimatum, et lidt strengt et af slagsen, men jeg havde en stor eksamen igår og jeg var nervøs for hvordan det ville gå. Men jeg synes også, at det var enormt unfair at jeg oveni alt andet skulle kæmpe med reeksamen. Derfor sagde jeg til ham, at hvis ikke jeg bestod, så ville jeg overveje om han overhovedet var værd at samle på.
Måske har han taget min trussel meget bogstaveligt, for jeg bestod jo i rigtig fin stil og ud over det, så blev dagen igår bare fantastisk, der skete så mange gode ting.

For det første, så havde mine forældre sølvbryllup igår, det er jo en præstation nu til dags, og jeg er stolt af dem.
Vi var også i banken og det viste sig jo at vores byggelån endelig er gået igennem og at vi kan få dobbelt så meget at bygge om for, som vi havde regnet med. Vurderingen på vores hus er også kommet tilbage og det var så sandelig også gode nyheder, huset er vurderet til mere end 500.000 mere end vi overhovedet havde turdet håbe på det ville blive.

Jeg skyndte mig at takke og undskylde over for Gud - Det var jo heller ikke ment så alvorligt.

På vej til Århus i bilen hørte vi Creed, et kristent rockband der laver noget fantastisk musik. Særligt to af deres sange rørte mig, en der beskriver hvordan jeg har haft det i lang tid og en der beskriver den fantastiske følelse jeg igen har over livet og alle dets forunderligheder. Udpluk af teksterne kommer her:

Først har vi "Don't stop dancing" :

At times life is wicked and I just can't
see the light
A silver lining sometimes isn't enough
To make some wrongs seem right
Whatever life brings
I've been through everything
And now I'm on my knees again

But I know I must go on
Although I hurt I must be strong
Because inside I know that many
feel this way

Og så har vi "My sacrifice":

Hello my friend, we meet again
It's been a while, where should we begin?
Feels like forever
Within my heart are memories
of perfect love that you gave to me
Oh, I remeber!

When you are with me, I'm free,
I'm careless, I believe.
Above all the others we'll fly
This brings tears to my eyes
My sacrifice.

Nu har jeg snart sommerferie, jeg mangler 1 eksamen, d. 29. og så venter 2 mdr med husbygning, afslapning og bryllupsplanlægning. Jeg glæder mig.

Farmor 2

Det næste opkald kom igår morges lidt over 8. Min farmor sov stille ind ved 7.30 tiden. Igår og i dag er blevet brugt i Hedensted på at få sagt farvel, i dag blev der holdt en flot mindehøjtidelighed i forbindelse med, at låget blev lagt på kisten.
En meget smuk måde at få sagt det sidste farvel inden begravelsen på onsdag.

Min farmor var en fantastisk dame og hun efterlader en stor tom plads i mit liv.