Sorg

Zzzzzz

Har mistet min hund, min træningsmakker, min bedste ven, min tryghed, mit et og alt.

Beslutningen om, at han skulle have fred var rigtig, det er der slet ingen tvivl om. Men huset er blevet alt for tomt, stille og nærmest sjælløst. Vi har aldrig prøvet andet, end at Obelix var her - Har ikke en gammel rutine vi bare kan vende tilbage til .

Han har altid fyldt meget, både fysísk og psykisk. I en periode hvor angst og  utryghed har fyldt (alt for) meget i min hverdag, har han været der med trøstende snudepuf og en pels man kunne gemme sig i når man havde brug for tryghed. Han vidste altid præcis hvornår man havde brug for ham og hvor meget omsorg han skulle give.
Hold op hvor det mangler nu!

Tiden går, i morgen er det 3 uger siden vi sagde farvel til ham, siden jeg sidst så hans skønne brune hundeøjne og krammede ham for sidste gang (heldigvis uden at vide, at det blev sidste gang). Det føles som om det er en evighed siden!

Der er indrettet en hylde i bogreolen med yndlingsbamsen, en haletot og den hvide brystplet som vi klippede af. Rosetterne fra udstillingerne - Den første udstilling hvor vi fik bevis på, at han var en af de bedste hvalpe. Og halsbåndet og hundetegnet, som et evigt minde om, at han var her.

Savnet er uendeligt stort stadigvæk og sorgen sidder dybt i mig som en trofast følgesvend.